Hertzberg og Madsen til Hvidovre Fighters

14. juni 2017

Hvidovre Fighters har skrevet kontrakt med backen Sonny Hertzberg og centerspilleren Daniel Madsen for den kommende sæson

Fra Heden til Vestegnen

Hertzberg kommer fra Herning Blue Fox, hvor han også trak skøjterne på i de tidlige ungdomsår, inden turen gik mod Sverige. Her repræsenterede backen Rögle BK et par sæsoner, før han blev en markant skikkelse på Frölundas J20-hold. Det helt store gennembrud i Metal Ligaen, håber han på at få, når han trækker Fighters-trøjen over hovedet. 22-årige Sonny Hertzberg, der beskriver sig selv som en spilstærk back og god skøjteløber, med godt overblik, fortæller, hvorfor valget faldt på Hvidovre Fighters:

”Jeg synes, det projekt, Hvidovre har præsenteret er enormt spændende. Samtidig står jeg til at få en rolle med en masse ansvar. Det tiltaler mig meget i forhold til min udvikling.”

Sonny Hertzberg står registreret for 86 Metal Liga-optrædener med 21 point til følge.

Sønderjysk import

Spionbrillerne vender blikket fra Herning mod syd, for at finde næste brik i Peter Enehags puslespil. Centerspilleren Daniel Madsen ankommer til Hvidovre med glimrende kendskab til klubben, han har duelleret så heftigt med gennem flere sæsoner i 1.division.

Daniel Madsen har været blandt de største profiler i divisionen, uden at få chancen for fuld kraft på SønderjyskEs øverste trin. Som spiller beskrives han bedst som typen, man hader at møde, men elsker at have på sit hold. En ”grinder”, der giver og tager, men samtidig har en veludviklet point-snude.

”Jeg er super glad for at have fået chancen for Metal Liga-hockey i Hvidovre Fighters. Jeg ser frem til at få mere ansvar i forhold til SønderjyskE, hvor jeg primært var i fjerdekæden(på Metal Liga-holdet red.) Tilskuerne får en skøjtestærk og teknisk spiller, og så skal jeg nok gå derind, hvor det gør ondt, når det kræves,” fortæller Daniel Madsen, der også ser frem til at få tilskuerne i ryggen i Hvidovre modsat tidligere.

Den 24-årige center står noteret for 186 kampe i 1.division, 75 mål og 98 assist.

Vi glæder os til at se de to iklæde sig Hvidovre-trøjen, og ser frem til et stærkt samarbejde. De to spillere besidder kvaliteter som korpsånd, stor vilje og lysten til at udvikle sig, der er blandt de vigtigste parametre for Hvidovre Fighters.  

Redaktionen arbejder på at få en kommentar fra Daniel Madsen.

Tekst: Jesper Kristoffersen

Nyt fra Facebook

Fremragende Fighters-sejr

Hvidovre Fighters vandt fortjent i sæsonens tredje lokalderby mod Rødovre. Værterne satte tre stærke perioder sammen og viste nok en gang stor moral. Kampen blev afgjort af tilgangen fra netop Rødovre Sebastian Sørensen, der med sit sejrsmål til 3-2 i 3. periode sørgede for, at alle tre point blev bogført Hvidovres konto.

Hjemmeholdet gav startdebut til 17-årige Jacob Bjartmarsson i målet, og det løste den unge målmand glimrende. Godt hjulpet af et disciplineret defensivt Fighters-hold, kunne han løfte armene over hovedet efter 60 effektive minutters spilletid, hvor Bjartmarsson og resten af holdet, gjorde det svært for Rødovre at finde melodien offensivt. Gæsterne fik ellers den bedste start på resultattavlen, da et mål i powerplay bragte dem i front. En føring, de tog med sig i kabinen, ovenpå en intensiv 1. periode.

Fighters bed bedst fra sig i 2. periode, hvor 0-1 blev vendt til 2-1. Der var fart i skøjterne og den nye målmand hos Rødovre, Gaspar Kroselj, blev i den grad udfordret. Han havde allerede i kampens indledende 20 minutter udvist nogen usikkerhed og den søgte værternes offensiv at profitere af; og gjorde det. Først scorede Adam Carnestad et glimrende mål, inden Rasmus Hansen bragte Hvidovre i front. Desværre viste gæsternes stor kynisme i overtal, hvor de kort før sidste pausesirene lød, udlignede til 2-2.

De sidste 20 minutter var med et stærkt Hvidovre-hold på isen. Det lyste ud af spillerne, at de ville vinde. Og de turde gå efter sejren, uden at sætte aftenens solide defensiv på spil. Hurtige Sebastian Sørensen slog til mod sine tidligere holdkammerater, da han fornemt udplacerede den debuterende slovener i Rødovre-målet. Herfra så Hvidovre stabile ud. Gæsterne fik kun løsnet få skud på mål og skuddene, der blev sendt af sted, havnede sikkert i ’griberen’ eller favnen på unge Jacob Bjartmarsson. De sidste minutter af kampen blev klogt spillet af uret, med et Hvidovre-mandskab i stor kontrol, dermed blev sæsonens første sejr fortjent kæmpet hjem i Allan Villadsen Ishockey Arena. En fantastisk aften i en kulisse, der levede op til spillet på isen; fremragende.

Næste opgave for Fighters er på torsdag klokken 19.30 i Allan Villadsen Ishockey Arena, hvor Rungsted Seier Capital kommer på besøg.

Tekst: Jesper Kristoffersen
Foto: Martin Ladegaard
... Se mereSe mindre

Vis på Facebok
·Del

Lokal derby i aften.

Start weekenden med en god oplevelse.
... Se mereSe mindre

Hvidovre Fighters vs Rødovre Mighty Bulls

december 8, 2017, 8:00pm - december 8, 2017, 11:00pm

Hvidovre Fighters tager imod Rødovre Mighty Bulls i et drama om at sikre sig vigtige point til play in pladserne. Entrepriser*: Ståplads: kr. 80,- Børn 40,- Siddeplads: kr. 110,- Børn, 70,- *St...

Vis på Facebok
·Del

Altid veloplagte Martin Ladegaard var tilstede i Allan Villadsen Ishockey Arena med den skarpe linse søndag eftermiddag. Det kom der en række lækre billeder ud af.

Husk, du kan følge Hvidovre Billeder på Facebook og få adgang til billederne hurtigere end din nabo(hvis naboen da ikke allerede har fået den fremragende ide).
... Se mereSe mindre

Hvidovre - Gentofte 0-1 Fighters - Gentofte. Allan Villadsen Arena © Foto: Martin Ladegaard

Vis på Facebok
·Del

Marginalerne afgjorde i Allan Villadsen Ishockey Arena

Hvidovre Fighters rejste sig ovenpå tirsdagens afklapsning mod Herning, men måtte alligevel se sig besejret af Gentofte. Udeholdet sendte aftenens eneste mål i kassen og vandt dermed 1-0. Opgøret var tæt fra start til slut og kunne sagtens have kastet point af sig til et godt kæmpende Fighters-mandskab, der desværre ikke slog til på de få store tilbud.

Hos Fighters var der masser at revanchere ovenpå en trist affære mod Herning. Oliver Persson var tilbage på holdet efter et kort fravær, ellers lignede truppen sig selv fra tirsdag. Det lyste fra start ud af spillerne, at noget skulle bevises. En glimrende første periode blev dog afsluttet med en våd klud i ansigtet, da Marko Virtala fandt et lille hul mellem skinnerne på en stærkt spillende Magnus Bo Hansen i Hvidovre-målet og scorede til 1-0 for gæsterne. En puck, Hvidovre-keeperen helt sikkert gerne ville have lukket af for.

Jævnbyrdigheden fortsatte i starten af anden periode, inden Hvidovre for alvor tog over. Men det kneb med at blive helt farlige, for hvis noget hold i Metal Ligaen mestrer spillet uden puck, er det Gentofte. Ved et par tilfælde, brændte det alligevel alvorligt på foran Teemu Säppänen. Først hamrede Victor Björkung et skud på stolperne; venstre stolpe, højre stolpe, ud. Tættere på kommer man ikke. Kort efter måtte to Gentofte-spillere til afkøling med et minuts mellemrum, og i spillet fem mod tre havde Daniel Madsen udligningen på staven. Nicki Kisum afleverede på tværs af målfeltet og Daniel Madsen trykkede til, men en fantastisk sideforflytning af den finske sprællemand Säppänen, afværgede det mål, de 400 tilskuere regnede med at se.

Tredje periode blev en nordisk ørkenvandring. Gentofte gav intet væk i defensiven og skabte kun sporadiske chancer fremad, et par rigtig store blev fint afværget af Magnus Bo Hansen eller blokeret af opofrende Fighters-folk. I den modsatte ende var det meget sparsomt med muligheder, og Karsten Arvidsen har sikkert fået minderne vækket fra sidste sæsons sølvdrejebog, hvor en betonstærk organisation kvalte selv de mest kreative hold. Det var tæt på, at de sidste 20 minutter mindede om en italiensk fodboldkamp fra Serie B, hvor begge hold havde resultatet, de kom efter. Men det havde Hvidovre ikke, og de fik det heller ikke. Kampen ebbede ud og Gentofte tog hjem med en professionel, solid indsats i bagagen og de tre vigtige point.

Der var ikke en finger at sætte på spillernes præstation denne eftermiddag. Gentofte vandt en kamp, der kunne være tippet begge veje, men når man scorer nul mål, så giver regnestykket sig selv. Defensiven var fremragende, offensiven havde de få tilbud, der kan forventes mod et kynisk nordsjællandsk hold, og her kendte Hvidovre ikke sin besøgelsestid. Bortset fra den evige utilfredshed med at tabe, var oplevelsen i Allan Villadsen Ishockey Arena positiv og giver et fint afsæt til næste opgave, som er på tirsdag, hvor Fighters tager til Esbjerg.

Tekst: Jesper Kristoffersen
Foto: Martin Ladegaard
... Se mereSe mindre

Vis på Facebok
·Del

Hvidovre Ishockey Fighters har opdateret sit coverbillede. ... Se mereSe mindre

Vis på Facebok
·Del

Rasmus Simonsen ny mand i Fighters-trøjen

Endnu en ung mand har fundet indgangen til Allan Villadsen Ishockey Arena så attraktiv, at han tiltræder hos Hvidovre Fighters. Navnet er Rasmus Simonsen. Den 18-årige forward er opvokset med hockey i Vojens, men har de seneste sæsoner optrådt for Rødovre, som han i denne sæson har spillet tre kampe for i Metal Ligaen, udover flere optrædener for reserverne og seks kampe for det danske U18-landshold.

Rasmus Simonsen fik sin første kamp i den blå trøje tirsdag mod Herning, hvor han leverede mange gode eksempler sine kvaliteter. Særdeles skøjtestærk, pågående og udfordrende i sit spil. Og selvom kampen endte med cifre, der var et godt stykke fra drømmen i en debut, blev Rasmus Simonsen fortjent kåret til kampens Hvidovre-spiller.

Truppens bredde har været udfordret en smule i løbet af sæsonen, og det arbejdes der løbende på at forandre til det bedre.

”Rasmus Simonsen styrker naturligvis vores bredde, men giver os samtidig yderligere nogle strenge at spille på. Han er ikke bare med for at fylde holdkortet, for vi ved, han kan gøre en forskel for os. Vi ved også, at Rasmus vil udvikle sig yderligere i vores miljø, med mere istid og ansvar på højeste niveau. Det er en spiller, vi er enormt glade for at se i vores farver,” fortæller Jesper Kristoffersen.

Næste opgave for Rasmus Simonsen og Hvidovre Fighters er på søndag klokken 16.00, hvor Gentofte tager den korte tur til Allan Villadsen Ishockey Arena.
... Se mereSe mindre

Vis på Facebok
·Del

Hvidovre Ishockey Fighters har delt Hvidovre Avis' opslag. ... Se mereSe mindre

Vis på Facebok
·Del

Fighters en tur i rævesaksen

Vi kan gøre det langt…. så bliver det rigtig langt. Eller vi kan gøre det kort, og skåne os selv for detaljerne om et 40 minutter langt is-mareridt. Valget falder på en mellemting. Hvidovre Fighters gik til første periodepause med 1-1, efter en forholdsvis jævnbyrdig affære. Men de afsluttende to perioder blev hæslige set fra hjemmeholdets briller. Herning maltrakterede Fighters med 10-2 og slog en tyk streg under deres nuværende position som landets bedste ishockeyhold.

Daniel Madsen bragte Hvidovre i front med 1-0 og skabte troen på en overraskelse i Allan Villadsen Ishockey Arena. 1.periode var tæt og intens. To hold, der ville spille hockey var mødt op tirsdag aften; Fighters matchede Hernings energi og selvom gæsterne fik udlignet til 1-1 i powerplay mod slutningen af perioden, kunne værterne skøjte til pause med oprejst pande.

Herfra gik det desværre bare en vej for Fighters. En elendig start på 2.periode, hvor to hurtige foræringer sendte Herning i spidsen med 3-1, banede vejen for det mareridt; og det var først lige begyndt. Gæsterne var fuldstændig dominerende og gjorde præcis, hvad der passede dem på isen, hvor Hvidovre-holdet var statister i en hockeyopvisning. Herning var foran 6-1, da måltavlen endelig - fristes man til at sige - lod sirenen give spillerne en pause fra scenen. Ikke meget fungerede for hjemmeholdet, der kæmpede, men bortset fra det, var svære at rose for spillemæssigt positive elementer.

De sidste tyve minutter blev endnu en midtjysk byge af angreb. Okay, Hvidovre havde lidt flere forsøg mod slutningen, hvor Herning momentvis slap gaspedalen, men Magnus Bo Hansen i Fighters-målet blev sønderskudt og udskiftet, da Herning for niende gang havde sendt gummiskiven ind bag den vikarierende keeper. Hvidovre-målmanden, der stod en glimrende 1. periode, havde svære betingelser på en aften, hvor udeholdets tilbud foran målet blev så store, at kun ekstraordinære redninger kunne forhindre sportens fulde valuta. Ind i stedet kom 17-årige Jacob Bjartmarsson, den unge svensker leverede fint i de lidt over 16 minutter, han fik i kassen. Kort før tid måtte han dog kapitulere, da Herning fandt plads til et sidste søm i kisten. Slutresultatet lød på 2-10.

Arbejdsindsatsen var i store perioder acceptabel for Hvidovre, men fejlmarginen og evnen til at tage de rigtige beslutninger, den var under lavmålet. Alt for ofte blev svære løsninger valgt frem for de simple, og det var som om, alt det gode fra 1.periode blev vekslet til det stikmodsatte i resten af kampen. Herning gjorde lige præcis det, de er bedst til. De ventede på deres chance og åd Hvidovre som råt kød, når en fejl opstod. Respekt for gæsternes kynisme og i det hele taget viljen til at blive ved også efter kampen reelt var afgjort. Hvidovre tabte til et klassehold, men nederlaget blev alt for stort, fordi spillerne glemte ydmygheden for det enkle spil. Det går bare ikke mod en imponerende stærk modstander.

Tekst: Jesper Kristoffersen
... Se mereSe mindre

Vis på Facebok
·Del

Metal Liga-kamp i aften

Husk, Hvidovre Fighters i aften møder Herning Blue Fox i Allan Villadsen Ishockey Arena klokken 19.30.

Gratis adgang for de første 800 Hvidovre-borgere. Det er bare med at komme ud af starthullerne.

Vi ses senere!
... Se mereSe mindre

Vis på Facebok
·Del