Hvidovre Fighters 2 - 3 Herlev Eagles

9. september 2016 - 20:00 her: Allan Villadsen Ishockey Arena
Foto: Martin Ladegaard

Foto: Martin Ladegaard

Der findes kampe, man glemmer hurtigt, og så findes der kampe, man aldrig glemmer. Denne aften var 13 sekunder fra at være et opgør direkte til historiebøgerne. Et uforglemmeligt opgør. Efter at være blevet tæppebombet i kampens første ti minutter, hvor Herlev førte skudstatikken 13-0 og havde haft det første syngende stolpeskud, fandt Hvidovre modsvarene frem. Modsvar der skulle få Herlev helt ud i tovene, som en groggy bokser på knockoutens rand. I målet var Frederik Jakobsen banens bedste, og i marken nedkæmpede Hvidovre modstanderne fra Herlev, så udeholdets publikum må have følt sig fanget i en ond drøm. Men de vågnede i tide. Thomas Søndergaard udlignede til 2-2 og sendte kampen i overtid med de famøse 13 sekunder tilbage på uret. Og overtiden tog gæsterne sig af.

Inden vi overhovedet kom så langt, var tilskuerne i Allan Villadsen Ishockey Arena blevet budt på en gyser, hvor hjertepatienter var en ekstra udsat gruppe. Herlev satte tempoet fra start, men da presset ikke gav bonus, faldt gæsterne i niveau, samtidig med Hvidovre meldte ind. Og så var der kamp. Mathias Klussmann fik lysshowet til at funkle, da han på stærkt forarbejde af Rasmus Hansen udlignede til 1-1, mens taget nærmest løftede sig ved 2-1-scoringen, signeret af den lille, vævre svensker Victor Boukov.

Herlev evnede ikke at reagere på modgangen, men så paralyserede til, mens tiden spadserede flittigt af klokken. Hvidovre var i kontrol, Herlev var i chok. Men en udvisning til Janus Andersen kort før tid, gav gæsterne og Thomas Søndergaard chancen for at afværge et historisk nederlag. En chance, de tog. Det var på et tidspunkt i kampen, hvor man ellers havde følelsen af, at Frederik Jakobsen i målet ikke kunne passeres længere. Med den ene stædige parade efter den anden, havde han kampen langt nede i gribehandsken. Foran ham kastede hans medspillere sig ind i puckens bane og tog de knubs, der vinder kampe. Men skæbnen var hård ved Hvidovre på en dag, hvor det ikke havde været uretfærdigt med en sensation.

I overtiden var der chancer i begge ender, men et powerplay til Herlev blev igen udslagsgivende for de digitale bevægelser på scoretavlen. Herlev punkterede opgøret totalt, og sendte sig fra blå linje videre i pokalturneringen. Hvidovre bøjede hovederne i ærgrelse. Tættere på kommer man stort set ikke. En formidabel præstation, der viste, at holdet besidder massivt talent og enorm kapacitet. Alle spillere fortjener anerkendelse for deres indsats. Den var sublim. Revanchen kan meget passende kræves på torsdag, hvor Herlevs reserver gæster Hvidovre. Udfordringen bliver her at nulstille mentalt, for det bliver en helt anden type kamp, med favoritværdighed og forventninger. Men hvis attituden er den samme som i aften, er der masser at glæde sig til.

Tekst: Jesper Kristoffersen