Hvidovre Fighters 3 - 4 Amager

AR-151109863
26. februar 2016 - 18:00 her: Allan Villadsen Ishockey Arena

Hvidovre Fighters skulle bruge alle tre point, hvis grundspillet i aften skulle ende med en plads helt på toppen. Amager kunne klare sig med de øvrige udfald, for at kunne parkere titlen i Kastrups Hangar. Der var set frem til opgøret i Allan Villadsen Ishockey Arena med spænding. Det var ligaens to forhåndsfavoritter af rækkens førstehold, der på sidste spilledag skulle fordele både point, placering og ikke mindst slutspilsmodstander.

Kampen blev ikke helt den oplevelse tilskuerne havde håbet på. Først og fremmest vandt Amager med 4-3 på en scoring under to minutter før tid. Dernæst fik det spillemæssige niveau for sjældent klokken til at ringe. Hvidovre kom ud til kampen med fuld fart, og bragte sig foran med 2-0 på de første to skud. Men herefter arbejdede gæsterne sig ind i kampen, efter en hurtig reducering til 1-2. Den stilling stod printet på måltavlen efter 20 minutters – i mere end én forstand – effektivt spil.

Resten af kampen blev en gyngende affære, med chancer i begge ender. Men også med tøvende tendenser i afslutningssituationerne. De hårde taklinger var der, men færre end normalt. Spillerne havde måske allerede tankerne fremme mod slutspillet, og ønskede ikke at løbe unødig risiko for at blive skadet. Kampbilledet forløb således, at Hvidovre kom på 3-1 ved Axel Hellqvist, der klinisk sendte pucken i rusen. Kort tid efter reducerede Amager nok en gang, hvorfor etmålsføringen sørgede for status quo, inden 3.periode.

Gæsternes Emil Grandal ekspederede med sit tidlige 3-3-mål i 3.periode fornyet spænding ind i opgøret. Målet lagde en dæmper på kampen, der forvandlede sig til et mere taktisk et af slagsen, hvor Amager naturligt forsvarede deres gode udgangspunkt, mens Hvidovre ikke helt evnede at skabe de åbne målchancer, og samtidig passede på med at blotte sig bagude. Afgørelsen faldt med mindre end to minutter tilbage, da et skud fra en spids vinkel lidt overraskende sneg sig ind til Amager-føring på 4-3. Og trods et stædigt forsøg på at udligne føringsmålet med en ekstra markspiller på isen, blev det ved lige ved og næsten. Amager Jets kunne juble over titlen som grundspilsvindere sæsonen 2015/2016. Lad der herfra lyde et stort tillykke med det!

For Fighters betød nederlaget, at Gladsaxe Bears venter i kvartfinaleserien. Statistisk set et opgør, der bør blive yderst tæt og interessant. Gladsaxe har slået Hvidovre to gange i denne sæson, mens Hvidovre i onsdags sejrede med 5-0 hos Bjørnene. For de fleste hockeyspillere, er det nu sæsonen for alvor starter. Det er nu alt spidser til. Fårene skilles fra bukkene. Vindere fødes. Et slutspil er selvfølgelig baseret på en fysisk indsats af topkarakter, men båret af mental styrke, og viljen til at ville alt mere end sin direkte modstander, uden at træde uden for holdet.

Første slutspilskamp er i Gladsaxe tirsdag den 1.marts klokken 20.15. Herefter er der to kampe i Allan Villadsen Ishockey Arena. Det vil være hhv. lørdag den 5.marts klokken 19.00 og søndag den 6.marts klokken 15.00. Så sæt allerede nu et fedt kryds i kalenderen. Nu bliver det alvor, inklusiv moms, skatter og afgifter. Og det er bare med at betale prisen!

Tekst: Jesper Kristoffersen