Herlev Eagles 5 - 2 Hvidovre Fighters

12. januar 2018 - 20:00 her: DFDS Seaways Arena

En kanonstart, med et føringsmål indenfor det første minut, var ikke nok til sæsonens første sejr over Herlev. Hvidovre stivnede efter scoringen og lavede alt for mange elementære fejl, som værterne kynisk udnyttede. Først ved stillingen 3-1 til Herlev, smed Fighters forsigtigheden overbord, fik fart i skøjterne og tog offensivt initiativ, men et gennem hele aftenen uskarpt overtalsspil, store fejl i hobetal og forsvindende få afslutninger mod hjemmeholdets rystende usikre målmand, kunne ikke få regnskabet til at gå i plus. Opgøret sluttede i overensstemmelse med kampens forløb fortjent 5-2 til Herlev.

53 sekunder tog det Hvidovre at komme foran, da Victor Cubars sendte et ufarligt skud mod Evan Mosher i Herlev-kassen. Den canadiske målmand formåede højst overraskende ikke at gribe pucken og drømmestarten for Fighters var et faktum. Samtidig gjorde man sig klart, at Hvidovre havde taget første føring i samtlige opgør mod Herlev i sæsonen og alligevel tabt. Og fortidens minder blev hurtigt malet på nethinden. Herlev skabte ved flere lejligheder længere angreb i offensiv zone og inden perioden var ovre, havde hjemmeholdet scoret tre gange. Alt, alt for let kom de til chancer foran Niklas Lundström. Defensivt manglede Hvidovre parathed, fart og forudseenhed og fremadrettet sad pasningerne sjældent på bladet.

2. periode gav løfter om bedring, Hvidovre startede i powerplay, uden at få meget ud af anstrengelserne, men det lykkedes i de efterfølgende minutter at strikke flere gode sekvenser sammen. Og så kom der mål. Igen var Evan Mosher i Herlevs mål langt fra uskyldig, da Dennis Christjansen noterede sig sæsonens syvende træffer. Fighters havde muligheder for det udlignende mål, størst var Erik Lundblads, men han overplacerede sit skud fra en ellers god vinkel. 3-3-målet havde lunet. Men 2. periode var aftenens positive bekendtskab, her slap Fighters tøjlerne og turde spille, kom først på de fleste pucke, satte tacklinger og fik fart i jernene.

Adam Carnestad hamrede gummiet på indersiden af stolpen i begyndelsen af 3. periode, men herfra var der ikke meget at juble over. Hvidovre fik adskillige chancer i overtal, uden den gode chance blev sat ordentligt op. Stressede afleveringer og svære løsninger, gjorde oprydningsarbejdet for enkelt for Herlev, og det var ærgerligt, for med den kvalitet værterne havde placeret mellem de to stolper, krævede det ikke mange skud, før der var jackpot. Alt for få gange løsnede Fighters kanonen mod mål, selv i oplagte situationer, mærkværdigt, når Evan Mosher mere end en håndfuld gange optrådte som en mand blottet for selvtillid, og to gange havde skovlet pucken ud af målet efter regulære drop.

Herlev afgjorde kampen i undertal, da David Sätmark tog for nonchalant på kapløbet om at nå pucken bag eget mål, mens Fighters var i overtal. Det takkede Frederik Bjerrum for og scorede næsten symbolsk til 4-2. Viljen til at skøjte den ekstra meter, den udviste Herlev simpelthen i højere grad gennem det meste af kampen. Sidste mål faldt med Niklas Lundström trukket ud af kassen for at satse med en ekstra markspiller; og så var pointene fordelt.

Fuldt fortjent sejr til Herlev, der mand for mand, havde flere, der trådte ind på scenen, da det gjaldt. Længere er den sådan set ikke. Hvidovre fik aldrig fuldstændig bid og slap sig ikke kvaliteterne løs – spillet blev for forkrampet og nervøst i de afgørende perioder, og så er det svært at vinde.

Næste opgave er tirsdag klokken 19.30 i Allan Villadsen Ishockey Arena mod Odense Bulldogs.

Tekst: Jesper Kristoffersen