Hvidovre Fighters 4 - 2 Gladsaxe Bears

17. marts 2017 - 20:00 her: Allan Villadsen Ishockey Arena

Slutspillet bevægede sig for Hvidovres og Gladsaxes vedkommende ind i semifinaleserien her til aften. Gladsaxe Bears kom med en fornem præstation i bagagen, ved at have slået de forsvarende mestre fra Vojens ud i kvartfinalen, mens Hvidovre planmæssigt gjorde det af med Jutland Vikings.

Alt startede som planlagt. Hvidovre bragte sig tidligt i opgøret foran med 1-0, da et velplaceret skud fra Mikkel Sørensen kastede en retur af sig, som Vincent Boukov problemfrit smed i nettet bag gæsternes store målmand, Martin Jørgensen. Herefter blev forestillingen mere rodet og bar præg af flere dårlige beslutninger end gode. Netop en række dårlige beslutninger på kort tid gav Gladsaxe en udligning. Mikael Florentz fik for god tid til at afslutte foran Frederik Jakobsen og svigtede ikke. 1-1. Det blev starten på et overtag til gæsterne, der uden at brillere, fik skabt utryghed hos værterne, hvis pasninger slet ikke sad i skabet. Periodens uafgjorte facit var derfor helt i tråd med spil og chancer.

Hvor kampens indledning bød på få store tilbud, var anden periode langt mere åben. Gladsaxe fik mindst et par store chancer, hvorefter Hvidovre bød sig til af flere omgange. Begge hold virkede ivrige efter et føringsmål, der kunne bringe lidt ro på eget spil. Men først da en udvisning – kampens første – ramte Hvidovre, var der succes. Et noget slapt skud fra Christian Crone Glass listede sig under armen på Frederik Jakobsen. Dermed 2-1 til Gladsaxe. Et skud Hvidovre-keeperen burde have haft fat i. Nu fik gæsterne kampen, hvor de gerne ville have den. Satsende på kontramuligheder stillede de rødblusede bjørne sig længere tilbage og lukrerede på opspilsfejl og omstillingsmuligheder. Og chancerne kom, men blev ikke forvaltet til mål. Det blev dyrt.

Hvidovre vågnede op. På lidt mere end seks minutter var en 1-2 forvandlet til 4-2. Christian Vaagensø, Carsten Winther og Zammy Pipo havde hver især sat gummiskiven bag Martin Jørgensen. Mål, der for hvert enkelt af dem, skød bjørnen dybere ned i knæ.

Tredje periode en kontrolleret en af slagsen. Hvidovre fik kampen spillet på egne præmisser. De lod ikke Gladsaxe få tid og plads til at være rigtigt med, og foruden en direktør foran mål, hvor Frederik Jakobsen på fantastisk vis parerede af to omgange, var offensive aktioner ikke en del af gæsternes slutprodukt. Fighters satte tempoet. Spillede rutineret og efterlod ingen tvivl om, hvilket hold, der havde mest i tanken. Kampen blev spillet til ende med samme cifre som anden periode sluttede. 4-2 til Fighters.

I morgen venter der endnu en kamp. Et opgør, hvor Hvidovre-mandskabet skal trykke speederen i bund fra start af, så Gladsaxe ikke får fornemmelsen af at kunne følge med over 60 minutter. Lykkes det, er sejrschancerne gode og en matchbold yderst realistisk. Men det kommer ikke af sig selv, det så alle tilstedeværende her til aften.

Vi ses i morgen, lørdag klokken 19.00 i Allan Villadsen Ishockey Arena.