Hvidovre Fighters 3 - 5 Herlev Eagles

22. december 2017 - 20:00 her: Allan Villadsen Ishockey Arena

Før sæsonstart stod det næsten skrevet i sol, stjerner og måne, at særligt ét hold ikke skulle blive den onde ånd; Herlev Eagles. Med fire indbyrdes opgør spillet, må det konstateres, at netop Herlev har udviklet sig til en skrækmodstander. I aftes var ingen undtagelse. Regnskabet tæller nu 11 point ud af 12 mulige til de sortblusede. Denne gang tabte Hvidovre Fighters med 3-5 i en rodet forestilling, hvor gæsterne var bedre og mere træfsikre i de afgørende momenter.

Første periode blev intens og med masser af mål, to til hvert hold. Som i samtlige indbyrdes opgør, kom Hvidovre i front, da Tobias Dyk satte sidste stav på et fremragende opsat powerplay. Glæden varede kort og før rusen havde lagt sig, var Herlev gået i front med 2-1. Tobias Dyk skabte igen balance i regnskabet, endnu en gang i powerplay, endnu en gang fornemt assisteret.

Kimen til en målrig affære var lagt, men der faldt ro på i 2. periode, hvor holdene blev mere defensivt orienterede. Derfor var det ikke chokerende, at et overtal skulle trykke hul på bylden. Gæsterne fik alt for meget plads mod en meget defensiv Fighters-boks, så en fuldstændig fri Herlev-mand fik en chance, han nok havde scoret på selv med lukkede øjne.

Afgørelsen faldt i de sidste 20 minutter. Hvidovre fandt aldrig den fornødne intensitet på isen, der kunne udfordre de tunge backer hos Herlev. Gæsterne var kloge og kyniske, da de sænkede gummiskiven yderligere to gange bag Magnus Bo Hansen i Hvidovre-målet. Og så var den potte ude. Victor Björkung tordnede en sen reducering i rusen, men glæden var sporadisk; det var ganske enkelt for sent.

Herlev var skarpest, mest intense og vandt fortjent. Fighters har gjort det svært for sig selv, men har også vist, at de besidder evnerne til at samle point, selv i de vanskeligste situationer. Arbejdshandskerne får lidt frisk luft de næste par dage og så skal de ellers på de resterende 19 kampe af grundspillet. Der er alt at vinde og ingen anledning til at give op.

Når flæskesteg, and, de hvide og brune kartofler er fordøjet, tramper spillerne igen friske riller i isen den 27. december, hvor SønderjyskE besøger Allan Villadsen Ishockey Arena klokken 19.30.

Tekst: Jesper Kristoffersen
Foto: Martin Ladegaard