Hvidovre Fighters 2 - 4 Odense Bulldogs

14. november 2017 - 19:30 her: Allan Villadsen Ishockey Arena

Fyns bidrag til Metal Ligaen var på besøg i Allan Villadsen Ishockey Arena for første gang i denne sæson og fik en succesfuld oplevelse med hjem. Gæsterne fra Odense vandt med 4-2 i en kamp, der startede jævnbyrdigt, men med tiden blev overtaget af udeholdet, i en defensivt udisciplineret affære.

Kampens første 10 minutter var forholdsvis tætte; begge hold havde offensive sekvenser med halve chancer. Men midtvejs i perioden overtog Odense taktstokken og bragte sig foran på et skud fra blå linje, hvor trafikken foran mål tog Niklas Lundströms udsyn. Føringen holdt perioden ud, og den kunne der absolut ikke indvendes noget imod. Hvidovre-spillerne kæmpede og skøjtede, men savnede præcision i pasningerne og defensiv disciplin.

Lynhurtigt slog odenseanerne til i 2.periode, da de tæt under mål bragte sig på 0-2. Passive Hvidovre-spillere så til, og det blev et tema hele aftenen. For det skulle blive 1-3 på samme facon. Et hjemmehold, der snorksov og lod gæsternes iltre nordamerikaner Dale Mitchell få alt for meget tid og plads; det udnyttede ’skyttekongen’ stensikkert, med et skud helt op i det korte kryds. I mellemtiden havde Fighters-topscorer, Victor Björkung, reduceret til 1-2 efter en solopræstation, hvor han med et skud langs isen passerede Robin Rahm i Bulldogs-kassen.

Perioden bød på et hav af fejl, og Hvidovre stod for langt de fleste. Talrige uskarpe pasninger og svære løsninger. Odense kunne sagtens have scoret flere mål, men det kunne Fighters også. To gange indenfor ganske kort tid fik Victor Cubars og dernæst Sebastian Sørensen chancen alene med Robin Rahm, men begge missede muligheden. Victor Cubars brændte yderligere en gigantchance i perioden, da han skød forbi et helt tomt Odense-mål. Ærgerligt, at de to unge forwards ikke fik tanket selvtillid.

Kampens tredje periode blev ikke nogen stor oplevelse set med de farvede briller. Hvidovre kom bagud 1-4, inden en fornem offensiv aktion fra Victor Cubars, skabte rum til Rasmus Hansen, der reducerede til 2-4. Målet virkede som et klik på Nintendo 64’erens aldrende ’continue’-knap; Hvidovre-holdet fik et ekstra liv. Presset på gæsterne blev øget, en overtalssituation kastede flere udmærkede afslutninger af sig, men den afgørende snert manglede, som den havde gjort det meste af aftenen.

Udeholdet sejrede fortjent. Fighters fightede, skøjtede og sled, men der manglede for meget til at true en modstander med spandevis af selvtillid. Ingen spillere ramte deres niveau og nogle gjorde tingene for svært for sig selv og dermed holdet. I perioder, hvor spillet ikke kører, er det naturligt at godtgøre det dårlige med noget ekstraordinært, men det mest hensigtsmæssige er uden tvivl at vende tilbage til basis. Og det kan spillerne forsøge at gøre, når mestrene fra Esbjerg inviterer på Metal Liga i Granly Hockey Arena torsdag aften klokken 19.00. En svær opgave, men en opgave, hvor holdet har alt at vinde.

Tekst: Jesper Kristoffersen