Hvidovre Fighters 2 - 3 Rødovre MB

11. februar 2018 - 15:00 her: Allan Villadsen Ishockey Arena

 

Hvidovre var tæt på point mod Rødovre, men måtte se et 3-2-nederlag i øjnene efter 60 minutters glimrende ishockey. Som de seneste indbyrdes opgør har vist, står lokalrivalerne godt til hinanden i denne sæson, det er tætte kampe, der afgøres på små marginaler. Denne eftermiddag var ingen undtagelse.

Hvidovre startede kampen bedst og satte Rødovre under pres i offensiv zone. Der blev arbejdet godt, sat taklinger og spillet så i det hele taget frigjort ud. Det var derfor helt fortjent, at Sebastian Svendsen sørgede for 1-0 til Fighters, efter fornemt forarbejde bag mål af Victor Cubars. Herefter åd Rødovre sig langsomt ind i opgøret, men der skulle en større defensiv blottelse til, før udligningen fandt ruten forbi Niklas Lundström i Hvidovre-kassen. Gæsterne nåede at vende billedet totalt, inden perioden ebbede ud, da Morten Andreasen fik trykket pucken ind under Niklas Lundström i powerplay. En ærgerlig og unødig udgang på en ellers fin 1. periode af Hvidovre

2. periode dykkede en smule i intensitet, men der var stadig chancer i begge ender. Rødovre fik næsten to minutter i fem mod tre, men fremragende defensivt arbejde fra Fighters red stormen af. Når sådan en dobbeltstraf overstås uden mål imod, afføder det energi og Victor Cubars skruede også kort efter en Rødovre-spiller helt ned i isen, med sublime træk; den efterfølgende dunderafslutning på overliggeren, var millimeter fra et af sæsonens bedste mål i Allan Villadsen Ishockey Arena. I den modsatte ende testede Steffen Klarskov metallet hos Niklas Lundström, også uden udbytte, udover lidt afskallet maling.

Jublen fandt vandt til hjemmepublikummet, der i øvrigt var mødt talstærkt op på denne iskolde søndag. Igen arbejdede Victor Cubars forbilledligt foran mål, hvor Christian Vaagensø til sidst fik pucken kæmpet over stregen. Et kriger-mål, der gav blod på tanden hos Fighters, som virkede mere ’på’ end gæsterne i 3. periodes begyndelse. Sekunder efter scoringen kom eftermiddagens mest dramatiske højdepunkt; Victor Björkung førte pucken frem i banen, hvor Jacob Sebastian Bojesen Böhl leverede en klar tackling til hovedet. Svenskeren gik i gulvet og dommerne takserede handlingen til to minutters udvisning. I forhold til den linje, der er lagt for dagen i løbet af sæsonen, var en badebillet og efterfølgende fem minutters powerplay til Hvidovre ret åbenlys. Sådan gik det ikke. I stedet fik Hvidovre kort efter to udvisninger med sekunders mellemrum, den ene var i orden, mens den anden var i kategorien ’tynd’ eller ’forkert’. Uanset hvad, scorede Rødovre i overtalsspillet og lukkede dermed en tæt forestilling til 3-2, en forestilling, der havde fortjent at blive afgjort i fem mod fem. Det var ikke en ond affære, men en intens og flot hockeyfight, med for mange udvisninger i forhold til det nødvendige.

Fra Hvidovre Fighters ønsker vi Rødovre tak for kampen og held og lykke i slutspillet. Fighters’ egen vej i forhold til en plads i play-in ser meget vanskelig ud, men selv de største pessimister er før blevet modbevist, så den chance jagter holdet videre. Næste opgave er tirsdag den 20. februar, hvor turen går til Aalborg.

Tekst: Jesper Kristoffersen