Hvidovre Fighters 1 - 2 Rungsted IS

24. september 2017 - 19:00 her: Allan Villadsen Ishockey Arena

Sjællands dyreste mandskab troppede søndag aften op i Allan Villadsen Ishockey Arena. Rungsted har store ambitioner og et navnkyndigt hold, det var bare ikke til at se, selvom nordsjællænderne rejste hjem med tre point i bagagen. Udeholdet sejrede 2-1 i en kamp, Hvidovre Fighters dominerede stadigt mere som tiden tikkede på klokken.

Turboperiode. Metal Ligaen fik formentlig sat sæsonrekord her til aften, hvor første periodes tyve effektive minutter blev spillet på lige under 24 minutter. Der var ingen mål. Stort set ikke et spilstop. Stor set ikke en chance. Begge mandskaber så trygge ud defensivt, hvor alt spil foregik på ydersiden af det forsvarende holds fem mand – og det var tegningen til en tæt kamp på taktikkens alter.

Vi springer til de midterste tyve minutter, hvor Rungsted bragte sig foran ved Nikolaj Rosenthal. Forwarden lukrerede på en retur fra Niklas Lundström tæt under mål og så måtte måltavlens ciffersystem i brug. To udvisninger til gæsterne med mindre ét minuts mellemrum, gav Fighters chancen i fem mod tre. Først skød Daniel Madsen på stolpen til sin egen og holdets ærgrelse, men kort efter kom forløsningen. Nicki Kisum scorede for anden gang indenfor 48 timer; en jævnbyrdig herrefight på isen var udlignet på måltavlen.

Kampens sidste periode blev et stormløb mod gæsternes mål. Rungsted skøjtede ikke længere, mens Hvidovre-holdet satte det ene fine angreb op efter det andet. Sebastian Feuk i målet hos udeholdet var travlt beskæftiget, men holdt dygtigt stand. Det store spilovertag til Fighters udmøntede sig bare ikke i mål. Det gjorde periodens første reelle Strandvejsangreb til gengæld. Alexander Jensen fandt Mikael T. Christensen med en tværpasning foran mål og vupti, Rungsted var i front. Hamrende ufortjent. Hamrende effektivt.

Herefter var der chancer i begge ender. Hvidovre kæmpede og sloges for at vinde de små marginaler over på deres side, men fik ikke skubbet pucken over stregen til en udligning, før sirenen lød for sidste gang. Endnu en kamp, hvor defensiven stod stærkt, offensiven kom til de nødvendige chancer, men effektiviteten blev kampafgørende. En gruppe frustrerede Fighters-spillere kørte i omklædningen med nul point. Det kunne lige så godt have været tre.

Point giver moral og flere kræfter, men Fighters skal trods nederlaget være optimister. Når holdet fastholder arbejdsindsatsen som i dag og har fart i skøjterne, er det kun et spørgsmål om tid, før pointene kommer. Nu venter en ny kamp tirsdag, og er spillet lige så intenst og følges konceptet som til aften, får Rødovre intet foræret.

Vi ses i Allan Villadsen Ishockey Arena på tirsdag klokken 19.30.

Hvidovre Fighters – Rungsted Seier Capitals 1-2 (0-0, 1-1, 0-1) 

24:20 0-1 Nikolaj Murholt Rosenthal (Alexander Jensen, Mikael Christensen)
34:25 1-1 Nicki Kisum (Tobias Dyk, Victor Björkung) PP
50:55 1-2 Mikael Christensen (Alexander Jensen, Nikolaj Murholt Rosenthal)

Tekst: Jesper Kristoffersen