Hvidovre Fighters 3 - 2 Frederikshavn WH

23. januar 2018 - 19:30 her: Allan Villadsen Ishockey Arena

Hvidovre Fighters spillede sæsonens måske mest velkomponerede hjemmekamp her til aften, da Metal Ligaens nummer tre fra Frederikshavn blev besejret med 3-2. Forestillingen blev smukt dirigeret fra start til slut i et opgør mellem to hold, der ville og evnede at spille god hockey. På intet tidspunkt ænsede man, at tabellen før kampen regnede sig frem til 48 point mellem de to hold.

Frederikshavn tog føringen, da en stor Hvidovre-mulighed forvandlede sig til en kontra og sendte to nordjyder af sted mod Niklas Lundström og bare en enkelt Fighters-back. Nick Olesen var kynisk og sendte pucken stenhårdt i netmaskerne. Hvidovre fortsatte ufortrødent med godt spil og kom til flere fine muligheder, men enten manglede afslutningen eller også ramte man uden for ’skiven’. En tæt og intens 1. periode, hvor begge hold leverede masser af energi, måske også affødt af syv dages kamppause.

De midterste tyve minutter blev med Fighters i teten. Varen blev leveret fra start til slut, sulten lyste ud af spillernes øjne og gnisterne slog under jernene, der hamrede over isen. Det hårde arbejde blev belønnet med en udligning; tilbagevendte Christian Vaagensø var hurtigt over en returpuck foran mål og sendte gummiet ind bag Thomas Lillie. Et dejligt mål, et rigtigt hockeymål. Perioden bød på flere lange passager i offensiv zone for Fighters, der trommede på i takt med fanklubbens orkesterleder, og i de allersidste sekunder tog Tobias Dyk sagen i egen hånd, den langlemmede svensker dansede gennem nordjydernes defensiv, blev hægtet og fik tilkendt et straffeslag som tiden ebbede ud på haluret. Desværre for Fighters og svenske Dyk, reddede Thomas Lillie forsøget og dermed var alt status quo før 3. periode.

Hockeykampen fortsatte med at give tilskuerne valuta for pengene, begge hold ville frem og skabte fine chancer, men Hvidovre fik drømmestarten. Victor Cubars fik sidste stav på et skud fra blå linje og styrede pucken i rusen. Den unge forward har været blandt de mest toneangivende spillere siden nytår og sørgede for det ekstremt vigtige føringsmål, med god hjælp fra sine kædekammerater. Men så slog Frederikshavn fra sig, og igen var det Nick Olesen, der smækkede pucken ind. God tid midt for mål, et velplaceret, hårdt skud, var opskriften på at blive nævnt i højtalerne endnu en gang.

Holdene kæmpede indædt videre for at vinde kampen. Balancen mellem defensiv stabilitet og offensivt mod var i centrum, og Fighters viste sig som dem, der mestrede disciplinen bedst. Blot 49 sekunder resterede, da kulminationen på et veletableret offensivt ridt rev folk op ad stolene, hvis de da ikke allerede stod op. Sonny Hertzberg fandt Tobias Dyk, et par fikse træk ind over blå linje, en pasning til Rasmus Hansen, der rykkede ind mod mål og trak pucken op i nettaget med baghånden. Kasse. 3-2. Ganske enkelt fremragende! I slutsekunderne brændte det på foran Niklas Lundström, men Stockholms granitvæg tog fra og fik sammen med resten af holdet en fortjent sejr.

Aftenens gevinst var ikke et udslag af et tophold med en off-day, det var et resultat af et Hvidovre-mandskab, hvor alle spillere leverede på højeste niveau. Kampgejsten var uovertruffen og imponerer fortsat, og så var en sejr foran hjemmepublikummet åbenlyst forløsende. På søndag får spillerne endnu en mulighed for at vinde på egen is, når SønderjyskE besøger Allan Villadsen Ishockey Arena klokken 15.00; vi glæder os til at se dig, og tag lige vennerne, konen, kæresten eller naboen med!