Rødovre SIK 3 - 2OT Hvidovre Fighters

27. marts 2017 - 19:30 her: Arenaen, Rødovre

Finale. Slutspillets absolutte lækkerbisken blev serveret for første gang i Arenaen i Rødovre denne aften. Spillemæssigt ikke til en Michelin-stjerne, men vurderet på intensitet, smagte menuen fuldstændig, som beskrevet på kortet. Lokalderbyet blev desværre for Hvidovre tilsat et drys salt for meget. En gyser af en afslutning endte med sejr til de unge knægte fra Rødovre, som var skarpest i straffeslagskonkurrencen.

Alt startede godt, hvis man var Hvidovre-mand. Og dem var der mødt mange op af i Arenaen. Gæsterne satte sig på første periode, som uden at blive ekstremt velspillet, havde sin momenter, hvor frygten for at tabe blev overvundet er modet til at tage chancer. Én af de få chancer forvandlede Dennis Christjansen til en scoring. Han blev spillet godt op af en tværpasning, hvor Rødovre-keeper William Rørth ikke fulgte puckens hastighed og et halvåbent mål fik første besøg af gummiskiven. 1-0.

Udover målet, var periodens kardinalpunkt, da Frederik Jakobsen måtte udgå skadet og lade sig erstatte af Magnus Bo Hansen. En spand koldt vand i hovedet på den tidligere Rødovre-keeper, der forhåbentlig snart er klar igen. Ud fra et helt nøgtern, sportslig betragtning, gjorde det ikke nogen forskel på isen, hvor Magnus Bo Hansen stod fuldstændig fremragende, og lyste op som sit holds bedste.

Byen sover

Den gode gamle leg fra folkeskolen, som nogle vil kunne huske, så ud til at have ramt Hvidovre, før anden periode. Byen sover. Og den sov tungt. Gæsterne kom aldrig ind i kampens midterste 20 minutter, som Rødovre totalt dominerede. Samspillet og evnen til at komme først på de løse pucke var forsvundet som minusgraderne har været det de senere dage i Danmark. Ikke bare lugtede det af en udligning; det stank.

Men den kom ikke. For periodens i redningsbåden, var også perioden, hvor Magnus Bo Hansen, som beskrevet tidligere, fandt de helt store redninger frem. Han sørgede i særdeleshed for, at stillingen inden afgørelsen skulle findes, blev med Fighters i front.

Detaljerne afgør finaler

Tredje periode var leveringsdygtig i sportens unikke evne til at skabe følelser. Glem rutsjebanen i Tivoli. Det her er enten meget bedre eller meget værre. For Hvidovre blev det en aften er de slemme. Fra Oliver Persson i powerplay scorede til 2-0 og skabte eufori blandt de medrejsende tilskuere, gik der blot to minutter, før alt var forandret. Rødovre udlignede ved Philip Petersen, efter en af de små fejl defensivt, som koster dyrt. Mindre end et minut senere fik Mikkel Sørensen matchstraf for ”kicking”. Fem minutters overtal til Rødovre.

De unge Rødovre-spillere sled alvorligt med overtalsspillet, hvor de skabte meget lidt. Hvidovre klarede skærene og vandt mental energi, men omvendt koster lange perioder i undertal også fysisk. Om netop det var årsagen til, at Rødovre sendte endnu en puck ind bag en sagesløs Magnus Bo Hansen, finder vi aldrig ud af. Men nok en fejl i egen zone, som normalt ikke bliver begået, når iltoptagelsen og kræfterne er flest, kostede.

Perioden ebbede ud. Ingen af de to hold turde ved remis for alvor tage chancer, og så måtte Hvidovre i overtid for første gang i slutspillet. Og det var med en flok spillere, der helt sikkert var noget fra deres bedste ishockey, men kæmpede utrætteligt og beundringsværdigt.

Mirakel-Magnus

I spillet tre mod tre var Rødovre bedst og farligst, men de scorede ikke. Magnus Bo Hansen leverede den ene pragtparade efter den anden. Rødovre-spillerne troede næppe selv deres egne øjne, når pucken igen, igen blev fanget af en brandvarm ”griber”. Ikke desto mindre skulle der findes en afgørelse, og med to målmænd, der stod glimrende, var straffeslag sidste løsning. Her løb Rødovre med sejren. De scorede to gange, Oliver Persson scorede en.

Det var den korte version. Men vi er også kun én kamp henne i slutspillet, hvor Rødovre altså forsvarede deres bastion. Kampen kunne være tippet begge veje, men i sidste ende, var det ikke ufortjent, at hjemmeholdt vandt. Marginaler skiller holdene, hvor dét hold, der tør spille ishockey og kan håndtere nerverne bedst, formentlig vinder guldet.

Serien flyttes til Hvidovre på onsdag, hvor der igen er første face-off klokken 19.30.

Det bliver et brag!

Tekst: Jesper Kristoffersen