Hvidovre Fighters 5 - 2 Rødovre SIK

29. marts 2017 - 19:30 her: Allan Villadsen Ishockey Arena

Dramaet forvandlede sig til et drømmescenarie. Hvidovre Fighters følte knivens skarpe blad mod strubehovedet, før aftenens kamp to i finaleserien mod Rødovre. Med kalve-kuldets sejr i mandagens første opgør, kunne gæsterne til-spille sig to matchbolde med en gevinst i Allan Villadsen Ishockey Arena. Sådan kom det ikke til at gå. Udeholdets drejebog blev side for side revet ud, krøllet sammen og smidt i ”skralderen”. Hvidovre Fighters vandt overbevisende med 5-2 mod lokalrivalerne, og udlignede til 1-1 i serien.

Taktisk. Fysisk. Teknisk. Mentalt. Hvidovre dominerede på samtlige parametre her til aften. Før kampen kunne man med rette stille spørgsmålstegn ved, hvilket hold, der havde flest kræfter. Rødovre så stærkest ud mod slutningen af kampen i Arenaen mandag aften, og med Mikkel Sørensen i karantæne, Marcus Nilsson i sygesengen og Frederik Jakobsen skadet, savnede Fighters tre stærke kort. Men kræfterne, dem savnede hjemmeholdet ikke.

I målet var Magnus Bo Hansen på plads. En fuldstændig ligeværdig afløser for Frederik Jakobsen, som han viste igen denne onsdag aften. Kæderne var rystet lidt med Mikkel Sørensen ude, men synergien var ikke forsvundet, og arbejdsraseriet var kolossalt.

Godt fra land

På trods af et tidligt powerplay til Rødovre, var det Fighters, der satte sig på første periodes indledning. Flere gange nærgående og med simpelt spil, der voldte problemer for de unge Rødovre-drenge. Særligt fysisk blev de udfordret mere, end de blev mandag aften. Hvidovres fire kæder lagde alle et godt tryk, og ovenpå en stærk indsats i første opgør, var det helt fortjent, at fjerdekæden hos værterne fik scoret ved Mathias Klussmann. Han sendte en retur højt ind i målet bag en forgæves sprællende William Rørth. Målet blev første periodes eneste, og var retvisende for kampens første tyve minutter.

Kunsten at finde balancen

Allerede i denne kamp to af fem mulige, ulmede der interne opgør spillerne i mellem. Og anden periode blev et sandt virvar af udvisninger. Men inden stribevis af udvisninger udfordrede bokspersonalets tekniske evner med det spritnye hal-ur, fik vi et par mål. Kludemål. Først udlignede Rødovre til 1-1 ved Andreas Grundtvig, og lidt mere end ti minutter senere bragte Rasmus Hansen Hvidovre på sejrskurs igen. 2-1. To klassiske, grimme play-off-scoringer.

Herefter kortsluttede det for Rødovres Kevin Nielsen. I overtal og med en fin chance for at skabe balance i regnskabet, tordnede han hensynsløst ind i Carsten Winther, der blev kastet i isen. Farvel og tak for i aften; matchstraf og helt sikkert karantæne til Rødovre-spilleren. Sergej Cubars forsvarede sin holdkammeret med en upper-cut på en Rødovre-mand – den ville ubetinget få plusser i promoter Mogens Palles bog, men dommer Daniel Bøjle uddelte korrekt game misconduct,. Midt i al virakken om udvisningerne, fik Rasmus Hansen pludselig snakket sig til ti minutters personlig straf, og så var to af hjemmeholdets mest rutinerede spillere henholdsvis helt og halvt ud af kampen.

Afgørelsens (halve) time

Kampens bedste mål. En forrygende diagonalpasning fra Emil Edelskov på bladet af Vincent Boukov, smart vippet videre til en fri Oliver Persson. Kynisk afslutning. Kasse. Rødovre var splittet ad. En af de sekvenser, hvor ishockey ser simpelt ud. Der var spillet mindre end to minutter af tredje periode, da dette fremragende angreb gav Fighters en drømmestart. 3-1-føringen satte for alvor gæsterne under pres, og med langt mindre fart i skøjterne end mandag aften, var det vanskeligt at se dem komme tilbage.

Tilbage kom de heller ikke. Tværtimod blev niveauforskellen på de to hold stadig mere udtalt. Hvidovre bragte sig på 4-1, da Dennis Christjansen torpederede en puck ind bag William Rørth i powerplay. Et fantastisk hockeymål, og Hvidovre andet mål i overtal. Kort efter scorede Zammy Pipo til 5-1, inden Rødovre reducerede til slutresultatet 5-2 kort før tid.

Ny kamp lørdag

Hvidovre var klasser over Rødovre. Gæsterne blev udfordret fysisk og tabte duellerne. Fighters tog farten af de skøjtestærke kalve, der som tiden gik blev stadigt mere frustrerede og modløse. I powerplay og boxplay var Hvidovre igen solide, og dét er altid afgørende, hvis man vil gå hele vejen. Nu venter der en ny kamp lørdag i Arenaen, hvor begge hold har ladet batterierne op. Det er svært at forestille sig, Rødovre ikke bringer mere energi end i dag. Der er en matchbold på spil, og selvom Fighters-sejren var sikker og fuldt fortjent, står de to hold så godt til hinanden, at intet på forhånd er givet.

Mød op og støt Hvidovre-drengene, når de skøjter på isen 15.00 i Arenaen i Rødovre lørdag eftermiddag.

Tekst: Jesper Kristoffersen