Hvidovre Fighters 8 - 2 Copenhagen Lions

14. oktober 2016 - 20:00 her: Allan Villadsen Ishockey Arena

Det ambitiøse projekt fra Ørestaden, kaldet Copenhagen Lions, skulle for første gang møde Hvidovre Fighters her til aften. Gæsterne, der på sigt drømmer om at spille i landets bedste række, blev aldrig den store udfordring for vicemestrene. Fighters var bedre på samtlige parametre og vandt med stensikre 8-2 i en kamp, der blev afgjort i 2.periode.

Med et holdkort, der ikke rummede spillere nok til at stille tre fulde kæder, var det allerede fra start af svært at tro på, Copenhagen Lions skulle true Hvidovre Fighters over 60 minutter. Og det gik da stort set også som ventet. Løverne fra Ørestaden havde luft til at følge med i en enkelt periode, herefter blev kræfterne for få og Hvidovre kunne score efter behag. Efter en første periode, hvor gæsterne hang med i markeringerne og lidt heldigt kunne gå til pause med 1-1, slap kræfterne allerede op i de efterfølgende 20 minutter. Her gik Hvidovre fra 1-1 til 6-1, og så var den kamp lukket.

Af samme årsag blev tredje periode også en lidt tam affære, hvor Hvidovre naturligt slækkede en smule på tempoet. Kampen skulle transporteres sikkert i havn, og blev det. Perioden blev vundet med 2-1, uden at de blåblusede spillere hamrede speederen i bund. Det var ganske enkelt ikke nødvendigt.

Med sejren bringer Hvidovre sig tilbage på 1.pladsen i 1.division, men ovenpå den positive nyhed, er der også lidt malurt i bægeret. Eller måske snarere et udtryk for ærgrelse. Der har været spillet tre 1.divisionskampe i Allan Villadsen Ishockey Arena i denne sæson, mod Herlev, Rødovre og Copenhagen Lions, og ikke ét af holdene har været i stand til at stille tre fulde kæder. Årsagerne kan være mange og forklaringerne gode, men det er alt andet end lige både sjovere og ikke mindst mere udviklende for alle, hvis modstanderne kan holde dampen oppe i 60 minutter. Det er svært med så få folk. Forhåbentlig ændrer tilstanden sig i de kommende opgør, hvor turen går til Aalborg og Frederikshavn. Uanset hvad, fortsætter holdet med at gøre det, de elsker mest; at vinde.