Rødovre MB 2 - 4 Hvidovre Fighters

7. januar 2018 - 15:00 her: Arenaen, Rødovre

Ærkerivalen Rødovre blev besejret med 4-2 i deres egen fold denne eftermiddag. Optakten her på siden, bød på en forhåbning om at stikke fra nabokommunen med pointene klokken 16.09, hvorvidt det blev så præcist, rumsterer der stadig tvivl om, men alt andet sad lige i skabet, så undersøgelsen er indstillet.

To mål af Dennis Christjansen, det første og det sidste, et af den tidligere Rødovre-spiller Rasmus Simonsen og et af det rendyrkede Hvidovre-produkt Victor Cubars, medvirkede til den store eftermiddag. Sejren gav vigtige point til Metal Ligaens regnskab og når målene samtidig fordeler sig på flere spillere, er det svært ikke at være tilfreds. Faktisk meget mere end tilfreds. Og så var det i øvrigt såvel Rasmus Simonsens som Victor Cubars første mål i landets bedste række – timet og tilrettelagt.

Med Herlevs nederlag til Odense bringer Hvidovre sig nok en gang tæt på 10.pladsen, der giver adgang til play-in. Blot to point skiller holdene ad, inden tirsdagens runde, hvor Fighters hjemme møder et flyvende Aalborg-mandskab, inden det fredag gælder sæsonens sidste indbyrdes duel mellem Herlev og Hvidovre. Et opgør, der uanset tirsdagens resultater, bliver en thriller, hverken DR, Netflix eller et VHS-bånd med Hitchcock når til sokkeholderne.

Glæden over sejren mod Rødovre, den anden i træk, den får lov at sidde tungt i kroppen resten af søndagen, inden spillerne hopper tilbage i både arbejds- og træningstøjet i morgen og gør klar til Aalborg i Allan Villadsen Ishockey Arena. Devisen om en kamp ad gangen laves der ikke om på, så truppen og staben omkring, holder fokus intenst rettet på tirsdag aftens udfordringer mod ligaens nummer to. Kom op og støt holdet, der er kampstart klokken 19.30.

Tekst: Jesper Kristoffersen